Forebyggende sundhed

Gennem at sørge for et godt management, kan mange skader og sygdomme forebygges. Med korrekt fodring, tilpasset udstyr, godt stald- og foldmiljø, korrekt skoning m.v. kan man forebygge mange skader og sygdomme. Så skal hesten også rides i en sund og korrekt form, man skal have et fornuftigt træningsoplæg og man skal som ryttere sørge for, at man selv ikke sidder i ubalance. Og sidst, men ikke mindst, skal man sørge for at hestens krop og psyke er i tune.

Det kan godt virke uoverskueligt for mange hesteejere, især da man bliver nødt til at have fat i mange forskellige typer af fagpersoner: en sadelmager, en smed, en foderkonsulent, en kiropraktor eller massør til din hest, en træner, en dyrlæge og en kropsterapeut til dig som rytter. Det bliver både dyrt og du får ikke noget helhedsoverblik. Ofte får du modstridende råd at vide fra de forskellige fagpersoner og det kan være svært for dig som hesteejer og rytter, at overskue de råd du får.

Derfor tilbyder jeg helhedsundersøgelser, hvor jeg kigger på alle de ovenstående dele. På den måde behøver du kun en fagperson som desuden kan samle al information til noget konkret og letfordøjeligt for dig.

Jeg arbejder både med forebyggende undersøgelser og årsagsdiagnostik med helhedsperspektiv. Det kan dreje sig om f.eks. tilbagevendende skader og problemer eller riderelaterede problemer uden tegn på sygdom, hvor du gerne vil finde årsagen til problemerne. Uden at fjerne årsagerne til et problem, vil det sandsynligvis vende tilbage, selvom du behandler symptomerne.

Ved en helhedsundersøgelse kigger jeg bl.a. på:

  • Foder
  • Stald- og foldmiljø
  • Hestens bevægeapparat
  • Udstyr
  • Skoning
  • Træningsoplæg
  • Ridebaneunderlag
  • Rytterens krop
  • Rideteknik
  • Hestens form og balance i ridningen
  • Stressniveauet hos hesten
  • Relationen mellem hest og rytter

Jeg sætter godt med tid af til en undersøgelse. Du skal regne med ca 2-3 timer for den første undersøgelse. Derefter udarbejder vi en plan som du også får på skrift. Jeg følger op på planen, og såfremt det bliver en del af planen, følger jeg dig i et videre forløb med f.eks. kropsterapibehandling af din hest, undervisning eller kropsterapibehandling af dig som rytter.

Bemærk venligst at jeg ikke tilbyder kropsterapibehandling af heste uden foregående helhedsundersøgelse, da din hests problem kan være forårsaget af andre årsager der kræver anden behandling end kropsterapi.